De fleste gravide er spændte på, hvordan fødslen vil forløbe, og går til jordemoder og fødselsforberedelse for at forberede sig bedst muligt. Men nogle gravide er ikke bare spændte – De frygter fødslen. Mellem 6% og 10% af gravide oplever, at angst for fødslen (tokofobi) fylder så meget i deres dagligdag, at det bliver invaliderende. Fødselsangst kan have store konsekvenser i éns liv. Angsten kan få én til at udskyde at få et barn eller helt undgå nogensinde at blive gravid. Hvis du er gravid og lider af fødselsangst, kan angsten fylde så meget, at det er svært at glæde sig over graviditeten eller glæde sig til at blive mor.
Primær fødselsangst og sekundær fødselsangst
Når man er angst for at føde, uden at man har prøvet at føde før, kaldes det primær fødselsangst. Nogle gange er det svært at finde ud af, hvorfor angsten er opstået – Det har bare altid været sådan. Andre gange ved man godt, hvad der har gjort én angst for fødsler. Det kan fx være, hvis en veninde eller et familiemedlem har opleve en voldsom fødsel, som man har hørt om.
Sekundær fødselsangst er, når man tidligere har oplevet en voldsom og traumatiserende fødsel, og derfor er blevet angst for fødsler. På grund af det, man har oplevet under den tidligere fødsel, kommer der en traumereaktion, som både gør det svært at tænke på den tidligere fødsel og også gør, at man bliver angst for at skulle føde igen. Du kan læse mere om traumereaktioner efter fødsler her.
Tokofobi – Hvad er man bange for?
Nogle gravide frygter selve fødslen: Smerter, kontroltab og den ukendte situation. Man kan frygte en bestemt ting, der kunne ske, fx bristning eller akut kejsersnit, eller man kan frygte alt muligt ubehageligt og farligt, der kunne ske. Andre frygter, at der skal ske noget med barnet under fødslen, eller at barnet, når det fødes, vil vise sig at være fysisk eller psykisk handikappet. Bekymringerne ledsages ofte af fysiske angstsymptomer, anspændthed og kropsligt ubehag, søvnbesvær, mareridt og koncentrationsvanskeligheder.
At lide af fødselsangst kan være meget pinefuldt og også tabubelagt for den gravide. Mange kvinder med fødselsangst ønsker et planlagt kejsersnit i stedet for at skulle igennem vaginal fødsel. Det kan dog ikke altid lade sig gøre at få det ønske indfriet. Forskning i fødselsangst har desuden fundet, at gravide med et højt niveau af fødselsangst har en lidt forhøjet risiko for at føde for tidligt og for, at barnet har lav fødselsvægt. Så hvis du er gravid og angst for at skulle føde, er der altså god grund til at få behandlet fødselsangsten.
Psykologisk behandling af fødselsangst
I individuel terapi benytter jeg evidensbaserede, terapeutiske metoder til at mindske din fødselsangst. Behandlingen bliver altid tilpasset efter, hvad du har brug for, og hvilket situation du står i.
Der er forskel på, hvordan jeg behandler primær tokofobi (dvs. fødselsangst, hvor du ikke tidligere har født et barn), og hvordan jeg behandler sekundær tokofobi (dvs. fødselsangst, der er opstået, fordi en tidligere fødsel har været svær og traumatisk).
Behandling af primær tokofobi
Ved primær tokofobi kan målet være at få angsten så meget under kontrol, at du tør blive gravid. Hvis du allerede er gravid, vil målet være at give dig en større ro under din graviditet, at gøre dig mindre angst for at føde og at gøre det muligt for dig at forberede dig til fødslen, når den kommer.
Først undersøger vi i fællesskab, hvordan fødselsangsten påvirker dig, og hvad du gerne vil have ud af behandlingen. Det kan også være vigtigt at få talt om, hvordan angsten er opstået.
Som psykolog er det vigtigt for mig at give dig viden om de psykiske reaktioner, du oplever, og også at give dig viden om, hvordan de metoder, vi bruger i terapien, virker. Det skal give mening for dig for at kunne virke.
En af de metoder, jeg ofte bruger, er gradueret eksponering, som er en meget effektiv behandlingsmetode mod angst fra Kognitiv Adfærdsterapi (KAT). Derudover kan det være hjælpsomt, at du lærer at bruge nogle redskaber fra Compassionfokuseret Terapi (CFT). Det kan mindske selvkritikken og gøre det muligt for dig at tage mere omsorgsfuldt og ordentligt hånd om angsten.
Behandling af sekundær tokofobi
Når fødselsangst er opstået efter en traumatisk fødsel, er det ofte nødvendigt at få bearbejdet traumet, før angsten kan mindskes. Behandlingsmetoden vil ofte være EMDR, hvilket er en effektiv metode til traumebehandling. Jeg er dog uddannet i flere forskellige metoder til traumebehandling (EMDR, prolonged exposure, imagery rescripting), og vi kan tilpasse behandlingen, så den passer til dig.
Under traumebehandlingen er det hårdt at skulle genbesøge og bearbejde mindet om den tidligere fødsel. Det er hårdt arbejde, men det betaler sig, fordi det er vejen til at slippe af med traumereaktionen.
Det er vigtigt for mig, at du er sat godt ind i, hvordan det skal foregå, og hvordan det virker, før vi går i gang. Det kan give dig en større følelse af kontrol.
Mange af de kvinder, der kontakter mig for at få behandlet fødselsangst, er gravide. Det betyder, at vi er nødt til både at bearbejde det tidligere traume og også må tænke fremad på den forestående fødsel. Vi kan fx arbejde med at få lavet en god fødselsplan i samarbejde med din jordemoder, eller finde ud af, hvilken slags støtte du har brug for fra din partner under fødslen.
Jeg tilbyder både traumebehandling i individuelle terapisessioner og som gruppeterapi. Du kan læse mere om gruppebehandling mod fødselstraumer her.
*