Ingen ventetid på psykologbehandling!

Klinikken er åben, og der er aktuelt ingen ventetid på psykologbehandling!

For din psykiske sundhed

SUHL’s arbejder for øget psykisk sundhed under graviditet og barsel ved at tilbyde specialiseret og evidensbaseret behandling ved psykolog. Psykiske vanskeligheder i forbindelse med graviditet, fødsel eller barsel – fødselsdepression, angst, OCD, fødselsangst og traumereaktioner efter en svær fødsel – kan behandles med god effekt. Mange gravide og ammende ønsker ikke medicinsk behandling, og samtaler hos en psykolog kan derfor være et rigtigt godt førstevalg i behandlingen.

Hjemmebehandling og netværksgruppe er lukket ned for en tid:

Hjemmebehandling for at gøre det muligt for dig

Hvis du ikke kan komme ind på klinikken, kan jeg komme hjem til dig, eller vi kan tale over internettet. Der kan være mange ting, der forhindrer en gravid eller nybagt mor i at komme hjemmefra. Måske er du sengeliggende for at forhindre for tidlig fødsel. Måske har angsten taget magten og gør det umuligt at komme hjemmefra. Måske er det for uoverskueligt.

Jeg kører ud til hjemmebesøg i en radius af 20 km fra Silkeborg eller Herning. Hjemmebesøg koster 500 kr. oveni terapisessionens pris.

Hvis du bor længere væk, kan vi tale (face time) vha. en sikret forbindelse over internettet. Ring eller send en e-mail og lad os finde en løsning.

Gratis netværksgruppe

Social isolation og ensomhed kan forstærke udviklingen af stress, angst og nedtrykthed efter en fødsel. Det er vigtigt at komme ud blandt andre mennesker. Derfor åbner SUHL’s klinikken for gratis netværksgrupper for kvinder med efterfødselsreaktioner. Læs mere om netværksgruppen i Herning. Kom og vær med!

Imod skyld, skam og tabu

På trods af at rigtigt mange gravide og barslende kvinder oplever stress og psykiske vanskeligheder, er disse oplevelser og følelser fortsat et stort tabu. Mange skammer sig over ikke at have det godt. Og nogle føler sig skammet ud af andre. Følelsen af skam kan forstærke nedtryktheden og føre til, at man isolerer sig fra andre mennesker. Det bliver sværere at få sagt til nogen, hvordan det står til.

Tabuet må nedbrydes, og viden er en vigtig brik i kampen mod stigmatisering. På SUHL’s blog kan du finde viden og læse om ny forskning på området.